Læseinspiration til ny dansk poesi

Poesi er en underfundig størrelse, som både tiltrækker og afskrækker mange. Den er sjældent på toplisterne over, hvilke slags bøger man har på hylderne derhjemme, og den er ligeledes sjældent set på boghandlernes bestsellerliste. Men poesi er fantastisk, nok netop fordi den har sine hemmeligheder, sine pudseløjerlige mekanismer og sit ildsjæle læserpublikum. 

Derfor hylder vi den også her på Glostrup Bibliotek med en poesiuge, hvor man kan komme til Yoga og Poesi og høre digter Marianne Larsen dele ud af sit poetiske overskud og tale om sin nye digtsamling på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk.

Marianne Larsen: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk

Siden F.P. Jacs fabulerende og sprogfornyende poesi har Danmark ikke haft så original en digter som Marianne Larsen. Med over 40 udgivelser bag sig og en debut der ligger tilbage i 1971 er det også en af Danmarks mest rutinerede digtere, hvilket af og til også kan føre til stilstand i tekst og virke. Heldigvis er dette ikke tilfældet for Larsen der med sin nye digtsamling på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk aldrig har været mere levende i såvel sprog som udtryk. Natur og data filtres sammen i digtsamlingen som ubesværet får flettet helt nye ord som "sindssyersker", "barnevognskørelærere" og "virvarsbeskrivelser" ind og ud af det broderi af poesi, som altid har været Larsens stor styrke. 

Nemlig den slags poesi som enhver, store som små, gamle som unge, kan hoppe direkte ned i og blive helt fortryllet af! 

Signe Gjessing: Illuminationen af alt

Gjessing debuterede i 2014 med Ud i det u-løse, som tiltræk sig flere priser for sin komprimeret ekspressionistiske stil. Hendes nyeste digtsamling Illuminationen af alt er endnu mere kompromiløs end debuten, både når det gælder fortættetheden i metaforikken, og når det gælder det ekspressionistiske udtryk. Her vil du møde poetisk kommunikation på højeste plan, hvor stjernerne og universet bliver trukket gennem sproget og kroppen, så det såvel sprøjter med lys som med mørke. 

Det er nok ikke her nybegynderlæseren af digte og poesi skal starte, men hvis man har mod på at møde sproget i sine radikale billeder og forståelser, så venter der her en smuk og fantasmatisk læseroplevelse. 

Lasse Raagaard Jønsson: ssn snnart 

Debuten ssn snnart fra Jønsson er lidt af en genistreg. Ikke blot fordi den er hyperoriginal i sit udtryk og indhold, men også fordi den i alt sin originalitet står som et smukt svajende flag for sårbarhed, ømhed og sorg som alle kan spejle sig i. Jønsson lider af stammen og afasi og dette sproghandicap bliver taget direkte ind i digtsamlingen, der handler om hans mors sygdomsforløb, så ordene bryder sammen og sætningerne står skælvende tilbage. 

Her møder sproget steder, hvor det simpelthen hører op, både fordi sorgen er så svær at sætte ord på, men også fordi stemmen fysisk slår knuder på sig selv. Derfor vil enhver læser af ssn snnart blive ramt af stor kærlighed til livet, og en overraskelse over originaliteten i denne perle af en debut.   

Lucia Odoom: Sange fra andre rum 

Odoom er nok bedst kendt for sin tid som radiovært på DR og sit nuværende journalistiske virke på Politiken, og derfor føles hendes langdigt Sange fra andre rum, som et lille skattekammer af indsigt og liv. Med sine bare 20 sider formår Odoom at flette popkultur ind i en altopslugende sorg tilsat ømme hverdagsbetragtninger der tilsammen spænder tid og sted ud i en elastisk dirrende poesi. 

Denne digtsamling er ikke kun på grund af sine få sider et godt sted at starte for nyere læsere, den er også et godt begunderpunkt, fordi den med sin associerende stil åbner sig for fortolkning og samtidig vækker stor genkendelse i sine billeder og fortælling. 

Anna Rieder og Birgit Bundesen: Smerte-hjerte

Med undertitlen Kontinuitetsnotat, der er en fagterm for en læges notering af en patients behandlingsforløb, har forfatteren Anna Rieder og overlæge på Psykiatrisk Center Amager Birgit Bundesen skabt et eklektisk og dynamisk poetisk udtryk. 

Digtsamlingen veksler mellem forfatterens metaforiske og billedsymbolske beretninger om livet i psykiatrien og med psykisk sygdom og så overlægens mere nøgterne og faglige skrift, og i dette poetiske flekværk opstår der ikke blot forståelse og indsigt mellem stemmerne, men også stor ømhed og et stille, men kraftfuldt manifest for skriftens helende virkning på psyken.

Sebastian Nathan: Engle   

Siden Nathans anmelderroste debutdigtsamling Honey Moon i 2022 har der været en særlig buzz omkring hans poesi, hvis sprogkunst har lige dele Caspar Eric over sig med sin realisme, som det bærer 80'ernes metaforiske og patosladede billeder. Med sin anden digtsamling Engle træder han et skridt dybere ind i melankolien som også er kendetegnet for 80'erne, men stadig med et tydeligt moderne præg, hvor enhver kan se nutidens samfund blive spejlet teksten. 

Temaet kredser ligesom debuten om psykisk sygdom og symbolet "engle", som på intet tidspunkt bliver afklaret som noget religiøst eller ikke-religiøst. Det er en del af tiltrækningskraften ved Engle; du vandrer ligesom "jeget" rundt i teksten i følgeskab med englene, uden helt at vide, hvad de vil dig, eller hvor du er på vej hen selv.

Nanna Storr-Hansen: Bøgetid 

De færreste er i tvivl om, at vores verden er hastigt i gang med at udrydde vores fælles natur, og at følgerne heraf er katastrofale. Mange ville også kunne nikke genkendende til, at vi samtidig, og måske også direkte påvirket af ovenstående, er på vej et sted hen, hvor mennesket i højere og højere grad bruger teknologien, som var det et menneske. Nanna Storr-Hansen udforsker i Bøgetid netop disse to bevægelser gennem tindrende smukke og udfordrende sprogbilleder, hvor hun fletter graviditet og fødsel indover. 

Dette resulterer i en vild og balstyrisk digtsamling der vil en masse og lykkedes med det hele! For den opmærksomme og tålmodige læser, er dette et værk, man ville kunne bruge timer på, mens den hurtigere læser ville få en tour-de-force i poesiens smukke muligheder for at sige det svære højt.  

Elias Sadaq: Djinn

Det er sjældent, at det danske lyrikpublikum bliver beriget med sådan en ærlighed og samtidig vrede, som Sadaqs debutdigtsamling Djinn udviser. Her får læseren smæk for skillingen for der er ikke sparet på ordenes direkthed eller deres både sylespidse billeder som ekstreme sårbarhed. Og læg der til, at digtene også altid kredser om en spiritualitet som virker fjern og alligevel underlig bekendt. For hvad er en djinn andet end et spøgelse, en spejling af et liv vi kunne have haft, eller måske et liv vi har efterladt og som nu hjemsøger os? 

En sjældenhed som denne mesterlige debut skal ikke overses, både fordi den via sin sårbare vrede og særlige spiritualitet er et unikum i dansk digtning, og fordi dens budskab taler ind i et nutidens liv: Hvem er vi, hvis vi ikke er den, vi troede vi var?