For unge og voksne

Psykiatriens skriveværksted

Stifter af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed Birgit Bundesen kommer til Glostrup Bibliotek d. 10 oktober for at gøre os alle klogere på, hvordan kunst kan have en central rolle i en helingsproces for folk med psykisk sygdom

Af Stinus Kirkeskov

Tags

Sindets måned Faglitteratur

Det er nok ikke nogen hemmelighed for de fleste, at vores psykiatriske system i Danmark er belastet til bristepunktet, og at dette hænger sammen med årtiers økonomiske nedprioritering af sektoren sammenlagt med en stigning af især unge med psykiske problemer. Den klassiske kognitive adfærdsterapi og metakognitive terapi er sammen med medicin de foretrukne redskaber, man finder frem, når man i psykiatrien gerne vil behandle sine patienter med psykiske lidelser. Og dette er ikke en forkert eller dårlig tilgang, utallige studier viser at netop kombinationen mellem medicin og terapi har den bedste procentrate for heling for folk med psykisk sygdom. 

Bagsiden af denne ellers gyldne mønt er dog, at antallet af patienter er vokset så meget, at den terapeutiske tilgang bliver underprioriteret i systemet, fordi ventetiden er alt for lang eller fordi terapien i privat regi koster for mange penge. Derfor står medicinen ofte alene i længere eller kortere tid, og dette med over et halvt års ventetid på en psykiater, og måske kun med få månedlige møder med denne psykiater. 

Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed er ikke sat i verden for at løse dette samfundsproblem og ej heller fokuserer deres arbejde på at kritisere eller underminerer de behandlingsmetoder som er gængse i psykiatrien. I stedet stiller centret det åbenlyst gode og hjælpende spørgsmål: Kan vi gøre mere for folk med psykiske sygdomme? Svaret er selvfølgelig ja, og redskaberne til hjælpen ligger i kunsten. Mange tænker nok, hvad kan kunst dog gøre for en der er svært depressiv eller skizofren? Kunst er jo ikke en pille eller en psykolog eller psykiater. Og det er rigtigt nok, kunst er ikke kemisk, og kunst har ingen professionel kasket på. Kunst er det, som centret kalder "det fælles tredje", et sted som ikke er din sygdom eller din læge, men som er et åbent og kreativt sted, hvor vi alle kan mødes. 

Og gennem forskningsprogrammet REWRITALIZE, hvis fokus er på deltagerfokuserede skriveværksteder i psykiatrien har Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed bevist via kvalitative og kvantitative resultater, at folk med psykiske lidelser faktisk får det bedre af at bruge kunsten aktivt i deres behandlingsforløb. Det hjælper dem i deres helingsproces med at mestre deres liv, for en forståelse for deres sygdom og acceptere deres situation og finde en styrke i deres diagnose. 

Dette kunne lyde meget alternativt, og for en psykiatri der historisk har eksperimenteret meget og også måtte kapitulere mange gange, fordi deres eksperimenter ikke fungerede, så kan faresignalerne ved sådan en kunstintervention godt blinke. Men dette er noget helt andet, for kunst har altid været brugt terapeutisk, faktisk helt tilbage fra antikken har kunst været en terapeutisk tilgang til livet, et sted man kunne tænke og heles. Dette fjerner dog ikke de mange spørgsmål og den undren, man sikkert har til behandlingsformen, som selvfølgelig ikke står alene, men bliver fulgt af "normal" terapi og medicin, og derfor skal man komme d. 10 oktober på Glostrup Bibliotek og få et meget interessant foredrag af stifteren af centret Birgit Bundesen.  

Læs mere om emnet her: 

Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed

Information

Psykiatrifonden

Videnskab.dk