For unge og voksne

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Psykiatrisk Center Glostrup kommer og afholder deres videnskabsmesse på biblioteket d. 22 april med foredrag og workshops, hvor den nyeste forskning indenfor mennesket i psykiatrien bliver fremvist.

Af Stinus Kirkeskov

I Verdensmål 3 står der blandet andet, at "Inden 2030 skal tidlig dødelighed, som følge af ikke-smitsomme sygdomme, reduceres med en tredjedel gennem forebyggelse og behandling, og mental sundhed og trivsel skal fremmes". 

Dette mål har 193 lande forpligtigede sig til at indfri, og selvom dette kan lyde småt i en verden fuld af kriser og katastrofer, så er det en kæmpe sejr for menneskets samarbejdsevne og vilje til at gøre det rigtige, at 193 lande tilbage i 2015 satte sig ned og besluttede, at verdens mentale sundhed og trivsel skulle blive bedre. 

Hvordan kommer man så i mål med så stor en opgave, tilmed en opgave som kan virke abstrakt, da den kræver andre og mere diffuse værktøjer, end f.eks. afskaffelsen af fattigdom (Verdensmål 1) eller rent vand og sanitet til alle (Verdensmål 6)? Her er viden først og fremmest den stærkeste hammer til de ømmeste søm, for uden viden kan vi ikke hjælpe hinanden uden at gøre mere skade end gavn, især når vi snakker om psykisk sårbare mennesker og mennesker i mistrivsel. Dernæst er fællesskaber og aftaburisering den skruetrækker der åbner låget for de mørke tanker og skammen, vi gemmer væk for hinanden, og som skaber mistrivsel og i længden psykiske sygdomme som angst og depression. 

Begge disse komponenter er til stede, når Glostrup Bibliotek er så heldige at have besøg af Psykiatrisk Center Glostrup d. 22 april fra kl. 14-17, som med deres videnskabsmesse Mennesket i psykiatrien kommer og deler ud af den nyeste viden og skaber fællesskaber og aftaburisering. 

Her kan du se frem til foredrag om, hvordan depression og legemlig sygedom hænger sammen, forbindelsen mellem psykoser og sukker, om fysisk aktivitet som behandling ved psykisk sygdom og mulighederne og risici ved nedtrapning af antipsykotika. Derudover byder centret også på en masse workshops, hvor man kan lære endnu mere om vores mental sundhed. 

Så kom d. 22 april og vær med til at indfri Verdensmål 3.