For unge og voksne

Det er tid til at teste din viden: Kom til QUIZ-aften!

Glostrup Bibliotek afholder et brag af en quiz-aften d. 2 april, og du er inviteret til at vise, at du og dine venner er de bedste quizhoveder.

Af Stinus Kirkeskov

Kebab er et persisk ord og betyder hvad?

Hvor mange procent af kroppen består af vand? 

Hvilken verdenskendt filmserie har Nicolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk, Frank Hvam m.fl. på sin rolleliste?

En af de mest isolerede og mytiske øer i verden menes at have været befolket siden 300-tallet, hvilken ø taler vi om? 

Hvis du kan svare på en af de her spørgsmål, så skulle du måske komme forbi d. 2 april på Glostrup Bibliotek til quiz-aften. For ikke nok med, at der er en pokal og bogpræmier på højkant, så er den vigtige ære og stolthed også på spil, når vi i hyggelige rammer med en øl eller noget sodavand quizzer i film, mennesket, historie og mad og drikke 

Da spørgsmålene ikke er helt lette (udfordringer er godt for hovedet), og fordi det er så meget sjovere at quizze sammen, så opfordrer vi til, at man tager en ven, nabo, kæreste, kollega, eller søster med under armen til aftenen. For to hoveder er klart bedre end et! Og fire hoveder kan også være bedre end to! Der vil være en uformel stemning, hvor pub-quizzens atmosfære vil blende sammen med biblioteket, og vi håber, at både de dårlige tabere og vindere som brænder for konkurrence samt dem, hvor sejr intet betyder, møder op. Så længe man er tosset med viden, så befinder man sig i sit rette element denne aften. 

Du kan tilmelde dig herunder teksten, men også under arrangementer på hjemmesiden.

Svarene på spørgsmålene er: Grillet kød, ca. 60%, Game of Thrones, Påskeøen