For unge og voksne

Ny sæson af Litteratur på bassinkanten

Fra mandag d. 7. oktober kan du igen opleve højtlæsning i varmtvandsbassinet i Glostrup Svømmehal

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Litteratur på bassinkanten foregår den første mandag i hver måned i Glostrup Svømmehal. Her kan du opleve at flyde rundt i det varme vand i svømmehallens varmtvandsbassin, mens der bliver læst højt for dig.

Igen i år kan du nyde aktuelle danske forfattere læse op, når forfatterne Caroline Albertine Minor, Ingrid Nymo og Rasmus Theisen i løbet af efteråret og vinteren læser op på bassinkanten fra deres nyeste værker.

Som sædvanlig suppleres oplæsningen af stemningsfulde videoer og lyd, som skaber en atmosfærisk ramme, der åbner op for fordybelse og velvære. Vægtløs og fri ligger du i det varme vand og flyder med ind i litteraturen, mens du giver dig hen til stemningen og billederne højtlæsningen skaber i din bevidsthed.

Litteratur på bassinkanten er en del af Glostrup Svømmehals stille-voksen-aften, der forgår hver mandag aften. For at deltage, skal du blot købe entre til svømmehallen og indfinde dig i varmtvandsbassinet kl. 19 i dit badetøj.

Datoerne for Litteratur på bassinkanten dette efterår og vinter er som følger:
Mandag d. 7. oktober kl. 19-20
Mandag d. 4. november kl. 19-20 - Højtlæsning med forfatter CAROLINE ALBERTINE MINOR
Mandag d. 2. december kl. 19-20 - Højtlæsning med forfatter INGRID NYMO
Mandag d. 13. januar kl. 19-20 - Højtlæsning med forfatter RASMUS THEISEN
Mandag d. 3. februar kl. 19-20

Lån allerede nu bøgerne som forfatterne, der læser højt i denne sæson, har skrevet, og glæd dig endnu mere til at høre dem læse op. Du finder forfatternes bøger herunder.