Emma Holten vinder Læsernes bogpris 2025

Vinderen af Læsernes bogpris 2025 er nu kåret. Stort tillykke til Emma Holten, som har blæst læserne bagover med sin bog 'Underskud'.

Af Bibliotekernes Nationale Redaktion

Ti danske titler fra 2024 blev ved årets start nomineret til Læsernes bogpris 2025. Fælles for de nominerede bøger er, at de har appelleret til mange læsere og er blevet diskuteret flittigt på bibliotekerne. 

Nu har læserne stemt, og dommen er klar: 
Vinderen af Læsernes bogpris 2025, og de medfølgende 50.000 kr., er Emma Holten med bogen Underskud - en bog om alt det, vi tager for givet, udpiner og mister, når vi ikke kan måle dets værdi. 

”Årets vinder af Læsernes Bogpris er på kvindernes side. Bogen rummer en skarp analyse af, hvordan samfundet styres af økonomiske modeller, der ikke måler værdien af omsorg. Det er en uhyre vigtig bog, som viser værdien af omsorgsarbejde både i hjemmet og i det offentlige.  Et arbejde, som mest udføres af kvinder. Alligevel står kvinder som en underskudsforretning i de økonomiske beregninger.”

Sådan lød nogle af ordene fra Lise Vandborg, redaktør i Bibliotekernes Nationale Redaktion, da hun afslørede Emma Holten som årets prisvinder i forbindelse med Det Bibliotekspolitiske Topmøde i Herning, torsdag aften den 24. april 2025.

Læsernes Bogpris uddeles af Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med de danske folkebiblioteker og Ordkraft.

 

Om Emma Holten

Emma Holten (1991) er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet. Siden 2014 har hun arbejdet internationalt med feministiske dagsordener, og hun har siden 2019 holdt foredrag om feministisk økonomi og værdien af omsorg. Underskud er Emma Holtens første bog.